Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 Et Livshåb.
det ham ind. Han måtte vere forsigtig.
Hvad tenkte han da? — Han vilde ikke til-
stå det.
>Ja, jeg har rigtignok tit narret Dem>,
vedblev hun smilende; »jeg kan ikke lide, at
nogen skal kende mig sådan ud og ind. Jeg
vil helst have mig for mig selv.»
»Men det er urigtigt>, svarede han; —
»i det mindste i et Tilfelde.»
Hun spurgte ikke, hvad han mente.
Ved Sommerferiens Slutning vendte de
begge tilbage til Köbenhavn, — hun först,
han noget senere; men forinden var det ble-
vet aftalt, at de også i Hovedstaden til gen-
sidig Fornöjelse vilde fortsette de italienske
Timer.
Der blev virkelig tomt der ude, da hun
var rejst, syntes han; de havde haft det så
rart og hyggeligt sammen de to.
Han havde den Gang udgivet sin förste
Bog og tenkte nu med et Smil på, hvad hun
havde sagt förste Gang, han så hende, da
han spurgte hende, om hun havde lst den,
og hvorledes hun syntes om den.
Når jeg skal vere oprigtig», havde hun
svaret, »synes jeg tkke om Deres Bog. De
må ikke tage det fortrydelig op,
men jeg vil ikke sige andet, end hvad jeg
mener. For övrigt er det snarest hos mig,
Fejlen ligger. Jeg er i det hele taget langt
fra kritisk anlagt, og min Dom haringen som
helst virkelig Verdi. Jeg har mine egne Idéer,
— sandsynligvis meget tåbelige, dem går jeg
ud fra og — — — det hele, jeg kan sige,
er: Deres Bog tiltaler mig ikke.»
»Men derfor kan den jo vere meget god»,
havde hun lakonisk föjet til.
Han var bleven, — ikke egentlig for-
trydelig -— men snarere en Smule flov. Var
det måske ikke også en dårlig Bog, han havde
skrevet? Han hegyndte selv i Tanken at kri-
tisere den.
Allerede fra dette OQjeblik af havde han
fået lige som lidt Respekt for hende. Straks
da han så hende, var hun egentlig ikke fal-
mig
det i hans Smag, men nu kom han uvilkår-
lig til at synes bedre om hende, ja, han kunde
endog undertiden aflure hende et Smil, som
han fandt smukt.
Så var det, de kom til at lese sammen.
Han vendte snart efter tilbage til Köben-
havn utålmodig efter atter at se og tale med
hende. De Timer, de nu tilbragte sammen
blev ham mere og mere en Fornödenhed;
ingensinde var han så klar over sig selv som
när hos hende og wudviklede for
hende sine Tanker om forskellige Spörsmål.
Og hun hörte opmseerksomt til; hver
Tanke opfattede hun, og de fandt Genklang
hos hende, forstod han.
Det begyndte at gå op for ham, hvor
han sad
meget de i Grunden lignede hinanden.
»Det kan vere, at Modsetninger til-
trekke hinanden>,
det er kun ÖOverensstemmelse, der forener
Menneskene»,
Om han elskede hende?
Han var egentlig mest tilböjelig til at
kalde deres gensidige Fölelse Venskahb — og
dog... nej, det var mere; thi det, han fölte
for hende, kunde han ikke föle for mere end
en, vidste han; og her ligger Grensen,
Og derfor, hvis det stadig at tenke på
en Person, vägen og i Drömme, det at föle
sig at stå denno Person nermere end nogen
anden, man kender, — hvis det er Keerlig-
hed, så elskede han hende.
Forelsket havde han veret adskillige
Gange og lige så mange Gange 1 sit inderste
Hjerte og med den werligste Overbevisning
med sig selv tenkt: for evig! — men nu
var dette ett overvundet Standpunkt. Derfor
var han forsigtig over for sine Fölelser, og
Dag for Dag spurgte han sig selv fuld af
engstelig Tvivl, om han virkelig elskede
hende, uden klart at vide, hvad han skulde
svare. Thi der var ikke Spor af Sanselighed
eller Begering i den Fölelse, han nerade for
hende, og det var jo heller ingen ydre, lok-
kende Skönhed, der havde draget ham til
siger Stuart Mill, »men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
