Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framat.
19
alle de Undtagelser, han som Regel bruger
til sine Kvindety per: = Eb Undtagelser maa
det vel sagtens viere, dersom det ikke fuldt
ud er Fantasiskabninger, den geniale Kunst-
ner paa en underlig selvplagende Maade
stadig drager frem for Lyset.
Der er noget pinligt i at se saa stör
Kunst og saa megen Flid anvendt paa en
saadan Maade; thi den Strid mellem de to
Kön, som Forfatteren söger at puste op til
et Flammehav, er saa haablös og saa me-
ningslös, at den lidt efter lidt vil slukkes
som en osende ’Tande, der hverken har
bragt Lys eller Varme, men kun beplum-
ret Luften en liden Stund.
Strindbergs sidste Arbkejde, »Faderen»
er som tragisk Studie betragtet ualmindelig
interessant.
I brede dristige Trek har Forfatteren
tegnet et Billede, der urokkelig borer sig
ind i Laserens Hukommelse. Man behöver
ikke at tage Fantasien til Hjelp for at for-
staa det Hjems dumpe tunge Uhygge, hvor
en spiritistisk Svigermoder, en metodistisk
Lererinde, en baptistisk Amme, Tjenestepiger
fra Frelsens Her og den onde, grusomme
Hustru »Laura», hver ister udöver deres
Indflydelse. Snarere maa man forundre sig
over, at den sedle, aandrige Ritmester i tyve
Aar lykkelig har undgaaet Sindsygeanstal- |
ten under saadanne Forhold.
Det er Faderkerligheden, der har givet
ham Modstandskraft, eller snarere Taalmo-
dighet til at udholde en saa pinefuld Til-
verelse. Denne Fölelse er hos Ritmesteren
en steerk livskraftig Egoisme. For ham,
der ikke tror paa et Liv efter Döden, bliver
Datteren Bertha hans Evighedstanke. »Det
er mig ikke nok at jeg har givet Barnet
Livet; jeg vil ogsaa give hende min Sjal»,
siger han.
Derfor bliver det ogsaa Striden om
Berthas Opdragelse, der fremkalder den tra-
giske Kamp mellem Mand og Hustru. Rit-
mesteren vil nemlig have Bertha bort fra
Hjemmets mangesidig uheldige Indflydelse
for at sette hende i "Huset hos en frisindet
friteenkerisk Familie, »fordi hun skal opfo-
stres i Faderens Tros. Da Moderen harm-
fuldt gör Indsigelse mod denne Plan og
spörger:- »Har "Moderen da ingen Ret til
at tage Bestemmelse i dette Spörgsmaal?»
svarer han: »Nej ingen. Hun har solgt
sin Förstefödselsret og afstaaet sine Rettig-
heder mod at Manden försörger hende og.
hendes Börn»>.
Dette Svar er for den stolte magtsyge
Kvinde som et Slag i Ansigtet.
Man. föler hvordan hun vrider sig der-
under og hvor höjt hendes Själ maa skrige
om Hevn, for at hun kan nedverdige sig
til at benytte en Idé, som Tilfeeldet netop i
samme Öjeblik spiller hende i Heende.
Idéen er den, at en Mand aldrig kan
have anden Vished for, at de Börn, der
födes ham i /Egteskabet er hans egne uden
at han har den gennem ubetinget Tillid
til sin Hustrus Troskab.
Ved at tilegne sig denne Idé og göre
den til sin egen ser Laura straks, at hun
herved kan faa Overtaget i Striden og hun
forstaar med deemonisk Grusomhed at före
det draebende Stöd mod sin nervöse sjale-
syge Husbond.
Ganske kold, med underlig stilferdig
Haan, kalder hun Mistanken om, at han
ikke er Berthas Fader, til Live og, viser
ham gennem hans. egne Örd, at i saa Til-
felde er hans Magt over Barnet brudt.
Med stor tragisk Virkning skildrer For-
fatteren nu, hvorledes det begyndende Van-
vid hos Ritmesteren ytrer sig ved, at haus
syge "Fantasi uafbrudt kredser om Fadertan-
ken. : Han trygler og truer for at faa Vis-
hed i denna Nag. Mer hvad enten hans
Hustru bekraefter eller senere benegter hans
Mistanke, tror han hende ikke, »for ingen
kan vide, om han er Barnets Fader,» gen-
tager han stadig.
Tungsindig, klagende forteller han om
de ”sytten: Aar, hvori han sled og slebte
for Hustru og Barn, Svigermoder og Tyende,
sytten Aar, hvori han ofrede Are 08 Be-
römmelse for at skaffe sin Hustru Livets
Yelvere. »Alt fordi jeg troede, at jeg var
dette Barns Fader. Dette hav vieret det
brutaleste Slaveri. Jeg har haft sytten Aars
Strafarbejde og veret uskyldig» — siger han
et Sted til sin Hustru.
Denne Klage rörer
Öjeblik.
Hun svarer ham med slet skjult Glae-
de: »Nu er Du fuldstendig vanvittig». Men
desuagtet hviler hun ikke, för hun ved at
forteelle ham, at hun har faaet ham gjort
umyndig, hidser ham op til et saadent Ra-
seri, at han selv godtgör sit Vanvid ved at
kaste en brendende Lampe efter hende.
Efter at han saa har forsögt paa at myrde
hende ikke et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
