Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Vinterhi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I den hensigt lagede vi en bjørnesaks og forsynede
den med brændt spæk, for at lugten kunde blive saa
»stærk« som muligt og kjendes paa lang led. Denne
fælden satte vi op et stykke ude paa isen, men ikke
længre bort, end at vi til enhver tid kunde holde øje
med den fra skibet, om der var nogen ved saksen.
Vor opfindelse viste sig meget hensigtsmæssig.
Vistnok gik ikke bjørnen selv i saksen, fordi dens maal
egentlig var skibet, men den maatte dog bort og snuse
paa rariteterne og se, hvad det kunde være. Men paa
den maade fik vi ombord øje paa den saa tidlig, at vi,
naar den endelig satte kurs for os, var forberedte og
kunde ta imod den med alle mulige æresbevisninger og
servere den sin varme mad.
Dagen før lille juleaften havde vi en saadan
mod-tagelse. Fire af mandskabet stod færdige til at hilse
paa majestæten, da han kom. Hendriksen sendte ham
det første honnørskud, som ogsaaa blev det sidste. Han
trillede om og blev liggende og reiste sig ikke mere.
Dette var vor tiende bjørn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
