Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Fra nytaar 96 til det vaares
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
^>2jde januar. Sendte loddet ud til 3000 mtr. og
inden middag var det atter indhalet igjen, men ingen
bund. Scott Hansen og jeg tog i formiddag en
stedsbestemmelse. Scott Hansen sætter nye
bunder i sine skaller. — Jacobsen fører ind i
skibsjour-nalen, . . . Amundsen driver med fabrikation af
krudtminer . . . .«
I samme dur gaar det hele januar maaned igjennem.
Men dette dagdriverliv ovenpaa høstens og forvinterens
travle virksomhed og ofte næsten for voldsomme slit
var alt andet end heldigt. Var man anlagt iforvejen for
pirrelighed og humørsyge, skulde denne uvirksomhed
ikke bidrage til at forbedre stemningen. Især, som vi
jo endnu havde vinternatten tyk og tæt og knugende
omkring os, stængende for mdsynet og hviskende os
sine onde, mismodige tvil ind i det ofte altfor aabne øre.
Og glem saa ikke dette: Elleve mand har nu til-
bragt over to og et halvt aar i dagligt samvær, saa tæt
ind paa hinanden, som det overhodet er muligt. Der
fandtes neppe den ting mellem himmel og jord, som vi
ikke havde snakket op og op igjen om, indtil det
uud-holdelige, jeg kunde gjerne sige det kvalmende
modby-delige. Følgelig endte det med, at vi simpelthen ikke
alene selv lod være at snakke, men hellerikke mere
taalte at høre andres passiar. Ja, det var et underligt
samliv dette, naar jeg nu tænker tilbage paa det, —
et samvær, hvori vi ofte var bidske mod hinanden,
og glæfsede efter hverandre ’som [sinte dyr, skjønt vi
sletikke inderst i vort hjerte [mente det. Vi havde
jo tvertimod lært i denne lange tid grundigt at kjende.
og vurdere hinandens egenskaber. Men det lange
ørkesløse liv havde endt med at gjøre os i den grad
sygeligt nervøse, at vi ordentlig følte trang til at skrige,
naar der var noget, som tirrede os. Og det skulde
der omtrent ingenting til. Saa gik vi da hver for sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
