Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Det sidste basketag med isen — Hjem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi fik kanonerne ladet i en fart og sparte sandelig
ikke paa knaldefifekten. Vi sendte de bag os mere og
mere forsvindende ismasser en dundrende afskeds-salut,.
saa det rent slog dot i ørerne paa os selv. Derpaa gik
kokken øjeblikkelig igang med at tilberede os en
høj-tidsfrokost for anledningen. Brændevin og øl havde vi
jo ikke, — ja ikke engang kaffe, — den sidste rest af
vor kaffebeholdning var desværre allerede tidligere
med-gaaet, da vi St. Hansdags morgen havde annammet
vor sidste kop af den guddommelige drik. Det blev
saaledes ikke, hvad man hjemme betegner med »en mere
splendid frokost«, men aldrig havde der vel ombord paa
»Fram« hersket en mere utvungen og fra hjertet
kommende, glad stemning end den ved dette frokostbord.
* *
Nej, som det var baade en underlig og vidunderlig
fornemmelse at følge og føle »Frams« bevægelser,
efter-som den enten la sig over eller huggede lidt. Og saa
at vide, at nu kunde vi lægge vor kurs, som vi vilde.
Det var næsten, som om vi ikke rigtig kunde tro paa
det til en begyndelse. Men det var dog virkelig saa!
Vi satte nu kurs for land i s. s. østlig retning.
Allerede ved halvottetiden om morgenen fik vi en sejler
isigte. Den havde samtidig ogsaa bemærket os, la roret
om og styrede ned paa os. Da vi var kommet
hinan-den paa nært nok hold, viste det sig, at det var et
norsk fangstfartøj — galeasen »Søstrene«, kaptejn
Botolf-sen fra Tromsø. Et kvart over otte kunde vi hilse paa
hinanden med flaggene, en hilsen, som vifra»Fram«
led-sagede med to dundrende kanonskud, og som fra
fangst-fartøjet blev besvaret med et hjerteligt hurra fra
femten-seksten kraftige struber. Og dette hurra, det var tillige
den første lyd af menneskelige stemmer, udenfor vore
egne, som nu paa over tre aar havde mødt vore ører.
Vi gamle, hærdede mandfolk var ogsaa derfor saa be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
