Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
REISEN GJENNEM KARA-HAVET.
127
kasted anker på nordsiden af den største af dem —
den blev senere kaldt Renøen — og mens der blev
fyldt nyt vand på kjelen, vilde nogen af os i land for
at skyde.
Vi var ikke kommet fra borde endnu, da
styrmanden fik øie på ren fra tønden. Nu blev det liv,
alle mand vilde med, og styrmanden var rent
forstyrret af jagtiver, øinene stod som brikker, og
hænderne skalv som om han var drukken.
Først i båden fik vi tid til at se efter
styrmandens rener. Forgjæves, ikke et liv at øine på nogen
kant. Jo — nær land, så vi endelig en stor
gåseflok vralte opover fra stranden. Og skam at si, slåp
der ud af os en formodning om at det var gås
styrmanden hadde set — en mistanke han i begyndelsen
viste fra sig med foragt. Lidt efter lidt sank
sikkerheden sukcessivt. Men — man kan også gjøre en
styrmand uret. Det første jeg så, da jeg sprang i
land, var gamle renspor. Straks vokste styrmanden
til kar igjen, for fra spor til spor, og så og svor på
at det var ren han hadde set.
Oppe fra den første haug flk vi se flere dyr på
en slette söndenfor os; men da der var nordligt
vinddrag, måtte vi tilbage, og langs stranden søndenom,
for at komme i læ af dem. Den eneste som ikke
billiged dette, var styrmanden; med febrilsk iver vilde
han buse ret på nogen rener som han mente at ha
set østenfor — selvfølgelig det sikreste middel til at
rense marken for dyr. Han flk imidlertid lov til at
bli igjen sammen med Hansen, som skulde ta en
magnetisk observation, men måtte love ikke at røre
sig af flekken, f’ør han flk ordre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
