Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
FRAM OVER POLHAVET.
dette sollyse frodige billede; og de indtryk af fred og
lykke som vel også den gang tvang sig ind på dig,
men gled af, nu kommer de igjen med dobbelt styrke,
og hele naturen blir en mægtig gribende salme. Er
det fordi de danner modsætningen til dette solfattige
golde tågeland uden et træ, uden en busk, bare sten
og lere — til dette liv uden fred, bare med slit og
ustanseligt jag efter at komme nordover, bestandig
nordover, ikke tabe tid. — Ak gud, hvor godt det er
at kunne gi sig gode stunder —
«En lever på minderne. Når jeg nu drømmer,
er det aldrig om Ishavet; altid om hjemmet,
stundom barndommen, stundom hende der hjemme, hun
som ligger bagom det alt og gir drømmene dybde
–-Nei sove, sove! Du trænger det. Og øinene
lukker sig, jeg tænker ingenting og søger at vugge
mig i søvn; men gjennem skodden øines en
berg-odde og en brygge med en let båd og en flad strand
og furutrær, og mellem trærne står hun i lys dragt,
den store stråhat skygger mod solen, hun har
hænderne på ryggen, ser udover sjøen blank og blå, og
smiler vemodig. Så vender hun sig og går opover
mocl huset, en stor sort hund løfter hodet, ser med
sine tro øine op på hende og følger, hun lægger
hånden legende på hodet af den. Så huker hun sig ned
og snakker med den. Da kommer én ovenfra med
et strålende barn på armen, og hun rækker ud mod
barnet og løfter det høit, og barnet jubler i glæde og
slår med armene–der ligger livet, livets kjerne
— hjemmet og slægten —»
Næste dag var vi endelig klar igjen til at gå
videre. Vi forsøgte at tvinge «Fram» frem for dam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
