Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RUNDT DEN GAMLE VERDENS NORDENDE. 191
Endelig, endelig nærmed øieblikket sig da vi
skulde nå forbi det punkt som så længe hadde spøgt
i hodet på os, — den anden af de største
vanskeligheder jeg hadde frygtet for på denne færd. Jeg sad
oppe i tønden om kvelden og så nordover. Landet
lavt og øde. Ude bag havet var solen for længe siden
gåt ned, kveldshimlen drømte i guldgult. Det var
så ensomt og stilt her oppe høit over vandet. En
eneste stjerne var synlig; den stod just over Kap
Tsjeljuskin og blinked klar og vemodig fra den blege
himmel. Efter hvert som vi kom frem og fik odden
mere østlig, gik den med; stadig stod den ovenover.
Jeg måtte sidde og se og se på den. Den hadde som
en egen dragning og gav slig fred. Var det min
stjerne, var det hjemmets åsynje som fulgte og smilte
til mig nu?–Mange tanker tog den, mens «Fram»
i nattens dystre vemod arbeided sig forbi den gamle
verdens nordligste punkt.
På morgensiden var vi udfor det vi mente var
selve den nordligste odde. Vi stod da opunder land,
og netop ved vagtskiftet, på slaget 4, gik flagene til
tops, og vore tre sidste karduser sendte en dundrende
salut ud over sjøen. I det samme spratt solen. Da
brød vor poetiske doktor ud i følgende
stemningsfulde linjer:
«Flagene heises, salutten går,
solen rinder, og klokken slår.»
Idet solen randt, sprak Tsjelj uskin-troldet, som
så længe hadde heksebundet vore sind. Nu lå veien
åben for os ud fra vinterstængsel på denne kyst og
lige frem til vort mål, drivisen nord for de Nysibiriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
