- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Første del /
183

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

RUNDT DEN GAMLE VERDENS NORDENDE.

183

Huf, en mørkere oplevelse end en kulsjau om
bord kan vanskelig tænkes. Det er sørgeligt, at
den kullen skal være så nyttig og ligevel så svart.
Hvad det gjælder om, er vistnok bare at heise
kullene op fra skibsrummet og fylde dem i kulbaksene.
Men alle mand må være med på det, og alting blir
tilrakket. Nogen står nede på kulhaugen i rummet
og fylder pøsene, nogen heiser op — og det er især
Jacobsen god til, med sine svære næver drar han op
pøs efter pøs alene, som det skulde være
fyrstikæsker —, og så resten af os att og fram mellem
storluken og halvdækket med pøsene og styrter
kullene i baksene, og til slut Amundsen svart og fæl
der nede for at stuve. Kulstøvet fyker ud over hele
dækket, så det ser ud som en kulbinge, hundene
trækker sig svarte og pjuskete bort i krogene, og vi
selv — ja, det er ikke det vakreste antræk vi går i
på slige dage. Det eneste oplivende kan være
ansigterne vore: mørk teint, tatovering med svarte streger
på kryds og tvers, hvide tandgarer og øine lysende
ud af mørket. Kommer vi ned, og sætter hånden
på den hvide væg, klistrer vi straks en svart plakat
der, med fem sprikende fingre på. Dørene har en
rigdom af den slags minder; sædet i sofaerne må
helst vendes med vrangsiden op, da de ellers får
altfor varige merker at bære efter en anden og fyldigere
del af kroppen; og dugen — ja heldigvis, sligt noget
har vi ikke. Kort sagt, en kulsjau er en oplevelse
så mørk og trist som det kan tænkes i disse lyse
omgivelser. Det er endda godt, at vi endnu har nok
af vaskevand; det kan vi finde i hver pyt her ude på
flakene; så der er da håb om at vi én gang kan bli

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:15 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/1/0211.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free