- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Første del /
207

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

VINTERNATTEN.

207

med slagsmål, og en del forrevne stakkarer drog sig
hinkende fra slagmarken; men ellers var der stor
glæde; de hopped og sprang og rulled sig i sneen.

— Intenst nordlys i kveld.»

«Lørdag den 7de oktober. Koldt fremdeles, og
samme nordlige vind vi har hat i allé disse sidste
dage, — jeg er ræd for vi driver langt sydover nu.
Allerede for et par dage siden gav observationerne
78° 47’ n. br. Det var 16’ sydover på mindre end en
uge. Det er vel meget; men vi får ta det igjen, vi
må nordover. Nu bærer det bort fra hjemmet, veien
blir længer; men snart bærer det vel nærmere igjen.

— Disse drømmeglødende kvelder — for et dyb af
skjønhed, med en understrøm af uendelig klage! Den
svundne sol kaster sin vemodige glød ind i
ensomheden. Det er naturens salme, som fylder rummet
tung af sorg over at al dens skjønhed spredes dag
efter dag, uge efter uge, år efter år, over en død
verden. Hvorfor? Solnedgangen har altid vemod, også
hjemme. Derfor er den her så kjær, og så usigelig
mere vemodig. Rødt brændende blod i vest mod
den kolde, kolde sne. Ja havet der hjemme ved
soleglad — også dette er jo havet, havet stivnet i lænker,
i døden, og snart forlader solen os, og vi blir tilbage
i mørket. «Og jorden var øde og tom» ... Er dette
det hav som skal komme?»

«Søndag den 8de oktober. Vakkert veir, tog en
skitur vestover, og alle hundene fulgte med. Føret
var tråt af saltlaken som trækker sig op i sneen fra
isen. Flad nyfrossen is, med ældre ujevne opbrudte
flak imellem. Jeg satte mig ned på en snehaug langt
derude, hundene trængte sig omkring for at bli klap-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:15 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/1/0237.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free