- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Første del /
470

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

470

FRAM OVER POLHAVET.

dansende op omkring dig, og er færdige at rive dig
i stykker af bare livslyst? For dem er livet solskin,
endda solen for længe siden er borte. Og så «Kvik»,
familiemoren, midt imellem dem, logrende tyk og
fornøid med halen. Skulde en ikke ha al grund til
at være lige så glad som de?»

«Ellers ved jo de også hvad ulykke er. Her i
forgårs eftermiddag, som jeg sad og arbeided —
møllen sveiv rundt rundt der ude, og jeg hørte Peder
bære mad til hvalpene, som sloss lidt om madfadet
efter gammel vane — kom jeg til at tænke på, at den
i grunden var en styg indretning for dem, den
mølle-akselen som går så ubeskyttet ude på dækket. Ti
minutter senere hørte jeg uhyggelig langstrakte
hunde-hyl, værre end vanlig når de slåss; i det samme
sakked møllen i gangen, og jeg sprang ud. Der så
jeg en hvalp midt på akselen, svive rundt, og ule
jammerlig, så det skar en ind i sjælen. I
bremse-tauget hang Bentsen, halende af alle kræfter; men
møllen gik endnu. Min første indskydelse var at
gribe en øks som lå der, for at gjøre ende på
elendigheden, hylene var for hjerteskjærende; men i næste
øieblik sprang jeg ned for at hjælpe Bentsen, og fik
møllen stanset. I det samme kom Mogstad, og mens
vi holdt møllen, fik han endelig hvalpen løs. Det så
ud til at være liv i den endnu, og han begyndte at
gni og mase med den. Hårene var på en eller anden
måde kommet fast midt på glatte stålakselen, hadde
vel blit hængende fast i kulden, og det stakkars dyr
måtte følge med og blev dunket i dækket for hver
omdreining. Langt om længe løfted den virkelig
på hodet, og så sig fortumlet om; det var mange

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:15 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/1/0518.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free