- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Første del /
522

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

522

FRAM OVER POLHAVET.

om et pust af vemod; det er som at ta afsked med
en kjær ven og et hjem som længe gav et livende
tag. Med ett slag skal det og kameraterne for altid
lægges bag en; en skal ikke mere sætte foden på
dette tilsnedde dækket, ikke oftere krybe ind under
telttaget, ikke høre latteren klinge i denne kjendte
salon, aldrig mere sidde her i vennelaget. Og så
mindes jeg, at jeg ikke blir med når «Fram» endelig
igjen sprænger islænkerne, og vender stevnen mod
Norge. Afskeden gir altid livet sit eget vemodsskjær,
som solrødmen, når dagen — god eller ond —
synker i gråd bag havbrynet.»

«De hundred ganger går øiet op til kartet, som
hænger der på væggen. For hver gang stryker et
koldt pust over en — veien som skal gås synes så
lang, og hindringerne som stanser blir kanske store;
men så kommer atter tryghedsfølelsen: det må gå,
det kan ikke andet, alt er for omhyggelig forberedt
til at det skulde kunne slå feil; — og imens suser
sydosten henover os der oppe, og vi driver stadig
nordover, nærmere målet, — Kommer jeg op, træder
jeg gjennem teltdøren ud i natten med det funklende
stjernehvælv og de flammende nordlys, da viger det
hele, og som altid må jeg stanse i denne helligdom,
det mørke, dybe, stille rum, naturens uendelige
tempelhal, som sjælen søger ud i for at finde sit ophav.
— Du strævende maur, hvad gjør det så til slut om
du når frem med din grannål eller ikke! Alt
svinder jo i evighedens hav, i det store Nirvana. «Og
vort navn glemmes med tiden, og ingen ihukommer
vore gjerninger, og vort liv farer forbi som spor af
en sky, og spredes som en tåge der er fordrevet af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:15 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/1/0578.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free