- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
47

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

MOD NORD.

47

«Den is vi nu farer over synes for det meste at
være gammel; men undertiden kommer strækninger
— ofte temmelig vide — med ulændt nyere is, som
vist må være skrud op for lang tid siden. Jeg kan
vanskelig gjøre mig rede for den på anden måde
end at den vel er frosset på svære klarer som en
gang har været dannet lier. Slige klarer med jevn
is har vi også flere ganger gåt over.»

Den dag tog jeg en meridianobservation, som ikke
satte os længer nord end omtrent 85° 30’. Jeg kunde
ikke skjønne dette; hadde trod at vi måtte være
omtrent på 86° nu, og antog derfor at der måtte være
en eller anden feil ved observationen.

«Lørdag den 30te mars. Igår var en
Tyge-Brahes-dag. For det første fandt vi meget ulænde, som vi
måtte gjøre adskillige kroker i for at komme frem, så
dagsmarsjen blev ikke lang, uagtet vi holdt på
temmelig længe. På slutten kom vi dog efter en god
del stræv ind på vakre sletter med gammel svær is,
så jevn som vi ikke på lang tid har hat. Endelig
igjen hadde den lidt af den gamle gode arten, om der
så også var enkelte knultrer og fokskavler. Men så
blev vi stanset af nogen stygge skrugarer, og det af
værste slaget, med opskrud svær is. Den sidste
garen var den slemmeste, og foran den var en svær
spræk i tykisen. Da første kjælken skulde over der,
faldt hundene nedi, og måtte hales op; sprækken var
henved et par mandshøider dyb. En hund, det var
«Klapperslangen», vrængte sælen af sig og för afsted.
Da næste kjælke skulde over, faldt kjælken selv i
sprækken, og vi var glad over at den ikke blev slåt i
småbeter. Vi måtte læsse den helt af for at få den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0065.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free