Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I LÆNGSELENS LEIR.
155
«En leirplads fandt vi i nærheden. Snart var
teltet reist, fangsten oplemmet og bragt i sikkerhed, og
sjelden har vel drivisen huset så veltilfredse
mennesker som de to der den morgen sad i soveposen,
og åd sælkjød og spæk og drak kjødsuppe så længe
de bare kunde finde plads for mer. Vi var begge
enige om at der fandtes ikke det måltid i verden som
kunde smagt os bedre. Og så bar det efterpå dybt
ned i den kjære posen, som vi nu altså lige fuldt
ikke skulde lægge efter os for det første, og vi sov de
retfærdiges søvn, i bevidstheden om at vi ikke
behøvde at ha nogen sorg for fremtiden.»
«Jeg finder vi for øieblikket ikke kan gjøre noget
bedre end ligge hvor vi er; leve af vor fangst uden
at tære på slædeprovianten, og afvente den tid da
enten isen slakner mer op, eller føret blir likere.
Imens vil vi lage trækrabber på kjælkerne, vil søge
at få gjort kajakene tætte, og så lette vor udrustning
så meget vi bare kan. Skulde vi dra på nu, måtte
vi lægge igjen en stor del af vort kjød og spæk, og
det synes jeg under disse omstændigheder vilde være
galskab.»
«Søndag den 23de juni. Så er da
sankthans-kvelden kommet, og det er søndag. Hvor alle
skole-gutterne jubler idag, hvor drar ikke folk i skarevis
på landet, muntre og sommerglade, i de deilige norske
skoger og daler — og her ligger vi fremdeles nord i
drivisen, koger og braser med spæk, spiser sælkjød
så tranen drypper af os, og ikke ved vi når vi skal
få en ende på dette liv; — kanske har vi endda en
vinter foran os. Mindst af alt hadde jeg trod vi
skulde være her endnu.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
