- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
165

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

I LÆNGSELENS LEIR.

165

hunder igjen, «Suggen» og «Kaifas», og dem får vi
vel se til at holde liv i så længe vi bare kan og har
brug for dem.»

«I forgårs kveld opdaged vi pludselig en svart
top østenfor os. Vi undersøgte den med kikkert, og
det så grangivelig ud som svart berg som ståk frem
af sneen; det hæved sig også noget høiere over isen
end alle kossene i nærheden. Jeg undersøgte det fra
den høieste haug vi har her i nabolaget, men kunde
ikke få nogen greie på det. Til bare at være noget
svart is eller noget mudder i et opskrud koss syntes
det mig altfor stort, noget sligt har jeg aldrig set før.
At det er en ø er vel heller ikke troligt. Vi driver jo,
og denne toppen synes at holde sig stille på samme
flek i forhold til os — vi så den igår, og ser den
fremdeles idag i samme retning; heller ikke ser vi
nogen bevægelse eller skruing i isen omkring den.
Jeg tror at det rimeligst kan være et isfjeld. — Ikke
så snart klarner himmelbrynet sydover før en af os
kan ses at vandre den faste gang til «udkikstårnet»
(et iskoss ved siden af teltet), for at glane efter land,
snart med kikkert og snart uden; men altid den
samme blanke horisont1). Hver dag tar jeg mig
gjerne en liden tur over isen rundt os, for at se om
det er minket noget på sneen; men altid synes den
at være omtrent ligedan, og der kan komme øieblikke
da jeg får tvil om den nogen gang vil gå væk i
sommer. Det høieste jeg da finder vi kan gjøre os håb
om, er en overvintring et eller andet sted på Franz
Josefs Land. Men nu er regnet kommet, og alt er
igjen så håbefuldt, og vi udmaler os hvor høsten og
’) Sinl. dog hvad jeg sier derom senere, 24de juli.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0193.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free