- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
218

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

218

( FRAM OVER POLHAVET.

Efter at ha ventet en stund med børsen på at dyret
skulde komme op igjen, fulgte jeg hans eksempel.
Men det hadde så nær kostet mig et koldt bad, det
som hvalrossen ikke hadde fåt git mig; for hele
iskanten rased ud netop som jeg satte foden på den,
og kajaken gled fra, med mig stående opreist i
hullet, balancerende så godt jeg kunde for ikke at kantre.
Var hvalrossen kommet igjen i det øieblik, hadde jeg
vel fåt hilst på den i dens eget element. Til slut
kom jeg mig da op på isen, og i længere tid gik nu
ubæstet omkring flaket vort, hvor vi nytted tiden til
at få os middag. Snart var den ved Johansens kajak,
snart ved min. Vi kunde se hvorledes den nede i
vandet skjente indunder kajakene; den hadde vist den
største lyst til at angribe dem på ny. Vi tænkte på
at gi den en kule for at bli kvit den, men hadde
ikke svær lyst på at ofre en patron, og desuden viste
den os bare næsen og panden, og det er just ikke
det bedste en kan skyde på når en vil dræbe med
ett skud. Et stort bæst af en okse var det. Der er
noget fantastisk forhistoriskt ved disse dyr. Jeg måtte
tænke på en havmand, eller noget sligt, som den lå
der med hodet i vandskorpen, og blåste og fnyste
lange tider ad gangen, og glante på os med sine
runde glasagtige øine. Efter at ha holdt på slig en
stund forsvandt den lige så sporløst som den var
kommet, og da vi var færdige med middagen vor,
kunde vi uhindret fortsætte vor vei, glade over heller
ikke denne gang at være veltet eller ødelagt af dens
tænder. Det underligste ved det hele var ellers at
den kom så helt uden varsel, pludselig dukkende op
fra dybet. Johansen mener vistnok at han lidt før

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0252.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free