- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
239

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

VI LAGER OS TIL FOR VINTEREN.

239

det samme; det hadde begyndt at blåse noget ud
fjorden. En heldig forholdsregel. Uden den kunde det
blit uvist nok hvordan det var gåt os. Som vi holdt
på at flå, øged vinden raskt, og det blev snart en hel
storm. Indenfor os gik en smal råk eller en spræk,
den hvalrossene hadde ligget ved. Jeg var ræd for at
isen skulde åbne sig her, og vi drive af. Under
arbeidet hadde jeg derfor stadigt øie med sprækken,
om den skulde bli bredere. Den holdt sig uforandret,
og vi blev ved at flå så fort vi orked. Som vi hadde
fåt den første hvalrossen halvflåd, kom jeg
tilfældigvis til at se indover isen, og blev var at den var
slitnet af et godt stykke indenfor os, så den del vi stod
på alt længe hadde været i drift; det var svarte sjøen
mellem os og fastisen, og blåse gjorde det så det røk
af skumskavlene. Der var ingen tid at miste. Det
var mer end tvilsomt om vi klarte at ro noget
længere stykke op imod slig vind og slig sjø; men endnu
så det ikke ud til at isen hadde drevet længere fra
land end at vi kunde komme over did, om vi bare
skyndte os. Helt at opgi de svære dyr vi nu en gang
hadde nedlagt, kunde vi ikke overvinde os til, og i
en fart karved vi af det kjødet vi kunde nå i, og
slængte det ind i kajakene. Så kutted vi omtrent en
kvart af huden, med spækket på, og slængte ovenpå,
og så bar det afsted indefter. Vi hadde knapt forladt
vort bytte før måkerne slog sig ned i snesevis om
den halvflådde skrot. Misundelsesværdige
skabninger — for dem var ikke storm og sjø og afdrift til;
de skreg og bar sig, og syntes nu var det fest. Så
længe vi kunde øine skrottene som de drev udover
til havs, så vi større og større flokker samles om dem.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0273.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free