- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
252

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

252

( FRAM OVER POLHAVET.

færd med at flå den andre bjørn. Den var blit skræmt
af os, da vi angreb den første, hadde tat sig en lang
tur udover isen, var så kommet igjen for at lede efter
kameraten, og Johansen hadde skudt den.

Vort vinteroplag begyndte at vokse nu. Som vi
næste dag (den 24de september) skulde gå til arbeidet
med vor hytte, flk vi se at det lå en stor hvalrosflok
ude på isen. Vi var begge mer end fornøid af at ha
med disse dyr at gjøre, og hadde liden lyst på dem.
Johansen mente ligefrem at vi ikke hadde brug for
dem og kunde la dem være i fred. Men jeg fandt
det var vel letsindigt at ha maden og brændselet
liggende slig udenfor stuedøren, og så ikke benytte sig
af det; følgelig drog vi i vei med hver sin børse.
Dækket af nogen forhøininger på isen var det ikke
vanskeligt at snige sig ind på dyrene; snart var vi på en
tyve alens hold, og kunde ligge rolig og se på dem.
Det gjaldt at vælge sit offer, og så anbringe sine skud
vel for ikke at kaste bort patroner. Der var både
unge og gamle dyr, og da vi hadde hat mer end nok
af de store, bestemte vi os til at lede ud de to mindste
vi bare kunde finde; flere end to mente vi ikke vi
hadde brug for. Mens vi lå og vented på at de skulde
dreie på hodet og gi os godt skud, hadde vi tid nok
til at se på dem. Nogen underlige dyr er det.
Uafladelig lå de og hakked hverandre i ryggen med de
svære hugtænderne sine, både de store gamle og de
små unge. Velted en lidt på sig, så den kom indpå
og uroed sin kamerat, for han straks gryntende i
veiret og rendte hugtænderne ned i ryggen på den.
Det var sandelig ingen sød klap — godt var det at
de har så tvk hud som de har; men lige fuldt randt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0288.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free