- Project Runeberg -  Fram over Polhavet. Den norske polarfærd 1893-1896 / Anden del /
325

(1897) [MARC] Author: Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

REISEN SYDOVER. 325

af alker1). Det var første gang vi så disse fugler i
større mængde på turen; hidtil hadde vi bare set et
par enkelte af dem. Vi tog det for tegn på at vi
nær-med os mere kjendte trakter. Ved siden af (i sydøst)
var der en mindre bergknaus hvor det lod til at
hække masser af havhester. Det begyndte at lakke
sterkt med madforsyningen. Vi hadde stadig den
sidste tid håbet på besøg af en eller anden bjørn;
men nu da vi trængte dem, holdt de sig naturligvis
borte. Så måtte vi søge at skyde fugl; men alkerne
fløi for høit, og alt vi fik var et par havhester. Da vi
netop kom forbi en flok hvalros på isen, bestemte vi
os derfor til at ta noget af denne foragtede mad, og
skjød den ene af dem. Den blev liggende død. Da
det smaldt, reiste de andre lidt på hoderne, men bare
for straks at lægge dem ned igjen og sove videre.
At få flåd vort bytte med disse ubæst liggende rundt
omkring var ikke til at tænke på; vi måtte få jaget
dem i vandet på en eller anden måde. Vi gik indpå
dem, skreg og hujed; men de bare glante sløvt på os
og rørte sig ikke. Så slog vi dem med skistavene.
Da blev de sinte og hugg med tænderne så isen
spruted, men gå vilde de nødig. Vi blev ved med at
stikke og slå, og endelig fik vi da drevet hele flokken
ud. Det gik ikke fort. De trak sig med værdighed
tilbage i en statelig procession, og humped langsomt
ud mod vandkanten, den ene efter den anden. Her
så de sig igjen om mod os, grynted misfornøid, og
så plumped de i vandet én for én. Men mens vi
holdt på at skjære op kameraten, dukked de igjen i
ett væk frem i sprækken ved siden af, grynted og

*) Jackson’s Kap Fisher.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:56:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/frampolhav/2/0365.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free