Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226 FRAM OVER POLHAVET.
Så blev alle mand purret ud, og glæden stod
høit. Tænderne løb i vand på os ved tanken på al
den deilige ferskmad vi nu kunde delikatere os med
i lang tid. Det var omkring 16 måneder siden vi
sidst skjød bjørn, og på 14 måneder hadde vi ikke
fåt ferskt, undtagen et par måltider af sælkjød og
fugl i sommerens løb. Vi velsigned Pettersens
duftende stegepande.
Bjørnene blev lemmet op, og kjødet sortert til
beaf, kjødkager, steg o. s. v.; selv benene gjemte vi
til at koge suppe på. Aller bedst smagte ribberne os;
vi hadde dem til middag en gang, og alle fandt at
bjørneribbenssteg er en herreret som der vanskelig
kan skaffes magen til. Det var da også respektable
portioner vi satte til livs, med inderlige ønsker om at
det ikke måtte vare for længe før vi fik nye
bjørnevisitter.
Pettersens jagtlyst vokste betænkelig efter denne
historie, og både sent og tidlig opvarted han med
bjørneprat. En dag hadde han sat sig i hodet at
det skulde komme bjørn til natten. Så sterk tro
hadde han på sine anelser at han gjorde alle mulige
forberedelser om kvelden og fik Bentsen i
kompani-skab med sig. Bentsen hadde nemlig vagt om
morgenen, og skulde purre ham så snart bjørnen viste
sig. En munter fyr, som vilde være sikker på at få
se Pettersen på bjørnejagt, hadde været så forsynlig
at hænge en liden bjelde på Bentsens gevær, så han
kunde høre når det bar afsted. Desværre kom det
ingen bjørn. Men Pettersen var nu en gang blit
så opsat at jeg måtte love ham at få skyde på en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
