Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Straffefangen fra Sakhalin - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
at det vårede længe endnu, inden jeg kunde
falde i Søvn. Hver Gang jeg var ved at falde
hen, vendte Vasilij sig netop og begyndte at
sukke og våande sig. Hans stønnende Røst,
der lød som en dump, uartikuieret Klage, bort
jagede min Søvn, og et efter andet dukkede saa
Billederne i hans Odyssee op for mig. Under
tiden, nåar det lykkedes mig at falde hen i en
Blund, forekom det mig, at jeg hørte Træernes
Susen over mit Hoved, og at jeg fra de høje
Klipper saa ned paa Soldaternes hvide Vagt
hytter, medens Bjærgørnen svingede sig op over
mit Hoved med frie mægtige Vingeslag. Og
stedse længere førte Tankerne mig fra den
snævre Jurtas haabløse Mørke. Jeg fornam Vin
dens friske Pust, i mine Øren lød Oceanets
dumpe Drøn, Solen dalede ned under Horisonten,
blaalige kolde Skyer lagde sig hen over Himlen,
og min Baad vuggedes stille paa Havets Bølger.
Alt mit Blod var kommet i Oprør ved Va
silijs Fortælling. Jeg tænkte paa, hvilket Ind
tryk denne Landstrygerepopee maatte gjøre, nåar
den blev fortalt inden for Fængslets fire Vægge
i Tugthusets beklumrede Fællessal. »Men hvor
for,« spurgte jeg mig selv, »præger denne For
tælling sig saa dybt i min Sjæl? — Ja, hvorfor ?«
Og jeg følte da, at det ikke var Fangens Skil
dring af, hvad han havde døjet og lidt, som
greb mig med en saa uimodstaaelig Magt, men
det Pust af Frihed, der viftede mig i Møde fra
Havet, Steppen og de mørke Skove. Og nåar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
