Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Drabsmanden - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
Øjne. »De kommer dog ingen Vegne med mig
alligevel. Arbejdet har jeg gjort for min egen
Regning, og mere siger jeg ikke. Og foruden
mig var der ingen andre til Stede end den
mørke Nat og den sorte Skov — jeg var den
tredje!*
Besrylov snøftede og saa hen paa ham.
Han nød aabenbart denne luskende Forbryder
skikkelse, ligesom en Officer nyder Synet af en
rigtig smuk og stram Soldat.
Proskurov fortrak ikke en Mine, Han havde
øjensynlig ikke gjort Regning paa nogen aaben
hjærtig eller fuldstændig Tilstaaelse.
«Naa, og du vil maaske heller ikke sige
mig,« vedblev han sit Forhør, »hvorfor du har
flenset saa übarmhjærtig i Fjodor Silins Lig.
Bar du Nag til ham, eller var der Uvenskab
mellem ham og dig?*
«Ja, jeg stak ham et Par Gange med Kniven,
men mere var det da heller ikke,« svarede Mor
deren og saa lidt forbavset hen paa Proskurov.
>Aa hør, min Ven,* sagde denne til et af
Retsvidnerne, «tag et Lys, og før Arrestanten
ind i Værelset til højre.«
Bonden tog et af Lysene og aabnede Døren,
og Landstrygeren fulgte efter ham, men næppe
var han kommen over Tærskelen, før han tum
lede baglængs over mod Væggen, dødbleg og
med sænket Hoved. Omsider løftede han det
og saa paa os med et forvirret og tvivlende
Blik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
