Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
Sædvanlig plejede han at strejfe om paa Gaderne
med sløvt Blik og seenket Hoved og brummende
eller hviskende noget utydeligt Tøjeri, som ingen
Dødelig kunde forståa et Ord af. Ustandselig,
som et rislende Kildevæld, strømmede der en
Række uartikulerede Lyde ud af ham, og sam
tidig stirrede hans matte Øjne indtrængende paa
Tilhørerne, som om han vilde indprente dem
sin hemmelighedsfulde Tales übegribelige Me
ning. Man kunde trække ham op som et Ur
værk. Kaldte en af de lange Bodsvende, der
sad og døsede i Solen, Professoren hen til sig
og gjorde ham et eller andet Spørgsmaal, ry
stede denne paa Hovedet, spilede Øjnene op og
begyndte saa sit ejendommelige Foredrag. Og
selv om hans Tilhører skulde lægge sig til at
sove, vilde han dog, nåar han vaagnede igjen,
se den samme mørke Skikkelse foran sig, brum
mende sin uforstaaelige Tale. Men Professoren
havde en anden Specialitet, der var til endnu
større Glæde for Gadens Lømler: han blev al
deles ude af sig selv, nåar man blot næv
nede et eller andet skærende eller stikkende
Instrument. Derfor plejede hans Tilhørere gjærne,
nåar hans Veltalenhed var paa Højdepunktet,
at afbryde denne ved at raabe : «Knive, Saxe,
Synaale, KnappenaaleU og i samme Nu som
Stakkelen hørte disse skrækkelige Ord, saa’ han
sig forfærdet om til alle Sider og greb sigkramp
agtig i Brystet. Fortvivlet fæstede han sine
sløve Øjne paa de nærmeste Plageaander og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
