Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
holde en bitter Sandhed. Det var utvivlsomt,
at der maatte være noget, som sugede Livs
kraften ud af denne besynderlige lille Pige, der
græd, nåar andre i hendes Sted vilde have lét.
Det var forfærdeligt at tænke sig, at noget saa
haardt og tungt som en Sten sænkede sig übarm
hjærtigt ned over dette fine Væsen og berøvede
det Kindernes Rødme, Øjnenes Glans og Be
vægelsernes Liv. »Det maa være om Natten!*
tænkte jeg, og en Medlidenhed saa dyb, at jeg
følte den næsten som en legemlig Smerte, satte
alle mit Hjærtes Fibre i Bevægelse.
Min Deltagelse for den lille Pige lagde en
stærk Dæmper paa min Overgivenhed, og fra
nu af lod jeg Valek raade for vore Lege. Han
og jeg satte Marusja sagte ned i det bløde
Græs og samlede Blomster og Smaastene til
hende, og medens hun ordnede disse, morede
vi os selv med at fange Sommerfugle eller
sætte Fælder for Spurvene. Undertiden lagde
vi os ogsaa i Græsset i Nærheden af hende og
passiarede sammen eller fortalte Eventyr, medens
vi saa’ op mod Skyerne, der drog hen over
det gamle Kapels mosgroede Tag.
Disse Sammenkomster fæstnede for hver
Dag, der gik, Venskabet mellem Valek og mig,
og dette voxede til Trods for den store For
skjel mellem vore Karakterer. Mine pludselige
Anfald af Overgivenhed prellede altid af mod
hans sørgmodige, satte Væsen, og baade dette,
og den Sikkerhed og Autoritet, hvormed han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
