Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
sagte Røst, • stak Naalen i sine Laser og sjok
kede hen til Bordet, hvor han satte sig mellem
os andre med et sløvt og ligegyldigt Blik.
Marusja sad paa Tiburtius’ Skjød. Hun
og Valek spiste med en Graadighed, der tyde
lig viste, at Kjød var en næsten ukjendt Deli
katesse for dem, og Marusja slikkede endogsaa
sine smaa fedtede Fingre, da hun var færdig.
Tiburtius spiste derimod med hyppige Afbrydelser,
idet han hvert Øjeblik henvendte sig til Pro
fessoren. Den stakkels Lærde sad med bøjet
Hoved og hørte til med saa fornuftig en Mine,
som om han forstod hvert Ord, der blev sagt,
og undertiden gav han endogsaa sin Sam
stemning til Kjende ved at nikke og udstøde
en Lyd, der nærmest mindede om en Kos
Brølen.
»Ja, der ser du selv, Domine, hvor lidt vi
Mennesker kan nøjes med,* sagde Tiburtius.
»Se, nu er vi mætte, og det kan vi takke Gud
og Kapellanen i Klevano for.«
«Bøh! Bøh!« svarede Professoren.
»Ja, det siger du nu, men du véd jo slet
ikke, hvad Kapellanen i Klevano har med vor
Mad at gjøre. Jo, jeg kjender dig! Og dog,
hvis han ikke havde været, vilde vi i Dag alle
være gaaet sultne i Seng.*
«Har han da foræret Dem alt det ?« spurgte jeg.
«Denne lille Fyr, domine, synes meget vide
begjærlig,« henvendte Tiburtius sig atter til Pro
fessoren. «Ja, ganske rigtigt, hans Velærvær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
