Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
gaa saadan, vi fik snart Graavejr igjen, og saa
maatte hun blive nede i sit underjordiske Fængsel.
Imidlertid begyndte der ogsaa at trække
mørke Skyer op over mit Hoved.
En Morgenstund, da jeg som sædvanlig
listede mig gjennem Haven, saa jeg min Fader
staa henne ved Laagen sammen med Janusch
fra Slottet. Den Gamle talte saa sagte, at jeg
ikke kunde høre alt, hvad han sagde, men en
kelte løsrevne Sætninger naaede dog mit Øre
og ramte det som Piskeslag.
«Jeg tror ikke et Ord deraf!« hørte jeg min
Fader sige. ->Hvad vedkommer disse Mennesker
Dem? Skaf Beviser for, hvad De siger. Jeg vil
ikke høre paa Deres Angiverier! —- Ja, det bli
ver min Sag; jeg ønsker ikke at høre mere!«
Det endte med, at han viste Janusch bort
med saa energisk en Haandbevægelse, at denne
fandt det raadeligst at fortrække, og da min
Fader saa drejede ind i en af Gangene, saa jeg
mit Snit til at løbe ud af Haven.
Jeg havde altid næret en stærk Mistillid til
den gamle Ugle fra Slottet, og nu skjælvede
mit Hjærte af Frygt, for jeg var saa godt som
overbevist om, at den Samtale, som jeg kun
havde hørt Brudstykker af, drejede sig om mine
Venner oppe paa Højen, og maaske ogsaa
om mig.
Da jeg fortalte Tiburtius om min Mistanke,
lod han til at blive meget betænkelig.
»Fy for Pokker, min Ven,* sagde han og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
