Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233
mig ikke faa urolige Øjeblikke. For det første
havde jeg haft det Uheld at møde den afsky
lige Janusch, da jeg bar den op paa Højen, og
dernæst vilde Skæbnen, at Barnepigen allerede
Dagen efter dens Forsvinden savnede den og
begyndte at lede efter den i alle Kroge. Sonja
søgte at berolige hende, men hendes naive For
sikringer om, at hun ikke længtes efter Dukken,
og at denne var gaaet ud og spasere og vist
snart kom igjen, vakte kun yderligere Tvivl og
Mistanke om, at der maatte være noget i Vejen.
Oppe paa Højen stod Sagerne rigtig slet.
Marusja laa igjen til Sengs, og hun var nu meget
daarlig. Hendes Kinder glødede, de lyse Krøller
laa i Uorden hen over Hovedpuden, og hun
kjendte ingen. Ved Siden af hende, i hendes
ene Arm, hvilede den ulyksalige Dukke med
rosenrøde Kinder og dumme, straalende Øjne.
Jeg betroede Valek den Fare, jeg svævede
i, og vi blev saa enige om at liste Dukken fra
hende, hvad der saa meget lettere vilde kunne
lade sig gjøre, da Marusja sandsynligvis slet
ikke vilde lægge Mærke dertil. Saa snart jeg
tog Dukken ud af den lille Piges Arm, vaagnede
hun af sin Feberdøs, slog Øjnene op og saa
ud for sig med et underlig forvildet Blik, der
tydelig sagde mig, at hun ikke anede, hvad der
foregik om hende. Men pludselig gav hun sig
til at græde sagte — ganske sagte, og med en
hjærteskærende, ynkelig Graad — og paa samme
Tid viste der sig i hendes udtærede, feberglø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
