Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
Medens jeg red hen ad Skovstien, blev det
pludselig saa skummelt og mørkt, at jeg følte,
at der gled en tung, sort Sky hen over mit
Hoved. Det led alt mod Aften. Hist og her
sendte Solen sine skråa røde Straaler ind gjen
nem Stammerne, men i Tykningen bredte Tus
mørkets Skygger sig mere og mere. Det tråk
op til Torden, og for i Dag maatte jeg altsaa
opgive enhver yderligere Tanke om Jagt og
blot søge at komme under Tag, inden Uvejret
brød løs. Min Hest hastede afsted; den klap
rede hvert Øjeblik med Hovene mod Trærød
derne, der overalt laa blottede hen over Vejen,
og spidsede Øren, idet den lyttede til Ekkoets
dumpe Drøn.
Jeg hørte en Hund gø. Mellem Træerne
skimtede jeg noget hvidt, og en blåa Røgsøjle,
der snoede sig op gjennem det grønne, hæn
gende Løvtag. Foran mig, inde under de rød
brune Stammer, laa en lav Hytte, hen over hvis
mosgroede Tag de slanke, stolte Fyrre svajede
frem og tilbage. Midt i den lille Lysning, i
hvis Udkant Hytten laa, stod der en Gruppe
af unge Ege, som flettede deres knortede Grene
ind i hverandre.
Her boede mine trofaste Ledsagere paa
Jagten Skovløberne Sakhar og Maksim, men
de lod ikke til at være hjemme, for ingen af
dem viste sig, skjønt den store Faarehund
gøede af fuld Hals. Paa en Bænk uden for
Hytten sad derimod gamle Stepan, eller Bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
