Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
275
Hest -løs i Skoven. — Skynd dig . . .«, fik han
endnu sagt, men holdt saa pludselig inde, og i
det samme hørte jeg et tungt Fald mod Jorden.
Herren kom løbende ud fra Stuen med sin
Bøsse i Haanden, men i Yderdøren tog Roman
og Opanas imod ham, greb ham i Haarpisken
og spændte ham om. Saa mærkede Herren jo
nok, at det var Alvor, og begyndte at bede
ynkeligt for sig.
»Aa, lad mig gaa, lille Roman, « sagde han
helt spagfærdigt. »Er det saadan, du husker
alt det gode, jeg har gjort dig?«
»Jo, jeg husker nok al din Godhed baade
mod min Kvinde og mig,« sagde Roman, »og
nu skal du ogsaa faa din Løn derfor. «
»Hjælp du mig, Opanas, min tro Tjener, «
sagde Herren endnu ynkeligere. »Jeg har altid
holdt af dig, som om du var min kjødelige Søn. «
»Og dog har du jaget mig paa Porten som
en Hund,« svarede Opanas. »Nej, du har elsket
mig, som Tampen elsker Ryggen, og nu elsker
du mig, som Ryggen elsker Tampen. Jeg har
advaret dig, men du vilde ikke høre mig.«
Saa begyndte Herren ogsaa at bede Oksana
om at hjælpe sig.
»Staa du mig bi, Oksana, « sagde han, »du
har et godt Hjærte!«
Men Oksana løb midt ud paa Gulvet og
slog Hænderne sammen.
»Har jeg ikke tigget og tryglet dig, Herre,
om at skaane min Ære,« sagde hun, »og dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
