43 Snes Åar aldrig før har lært noget og saa tager fat med Kraft og Lyst, gaar han meget, meget hurtigere frem end de smaa Børn, der kommer i Skole, naar de er 6—7 Aar. I Løbet af et Par Maaneder havde jeg lært at læse og skrive flydende, og nu brugte jeg al min Fritid til at studere de nye Bøger, Vitalis hørte mig i Lektierne og fortalte mig næsten lige saa meget, som der stod i Bøgerne, og saadan gik det til, at jeg i Løbet af kort Tid lærte en hel Del Ting, som Folk i min Landsby ikke kendte en Smule til. Mine nye Kundskaber bragte mig imidlertid de første uvenlige Ord fra min Herres Side, og det gik saadan til, Da jeg begyndte paa at lære at skrive, tænkte jeg straks, at nu kunde jeg maaske skrive et Brev til Moder, men da jeg sagde det til Vitalis, rynkede han Panden og mente, at det blev der ikke noget af. Flere Gange kom jeg tilbage til Sagen, men hver Gang sagde han kort nej, Saa besluttede jeg at gøre det paa egen Haand. Jeg var jo endnu ikke meget øvet, og det gjaldt ogsaa kun for mig at faa Moder beroliget, for hun var naturligvis meget fortvivlet over min Skæbne. Jeg skrev derfor paa et Stykke Papir: »Kære Moder! Jeg har det rigtig godt. Jeg længes altid efter dig; men min Herre er en rigtig rar Mand. Jeg glæder mig til om to Aar at se dig. Jeg lærer saa meget, Min, Herre er saa rar. Jeg holder mest af ham og Brio. Din Remi.« Det kostede mig ikke saa lidt Umage at faa dette Brev skrevet, Jeg gjorde det ogsaa med en ond Samvittighed, for min Herre havde jo forbudt mig det. Og tænk saa min Skræk, da paa een Gang Vitalis staar for mig og strengt spørger: