60 Da han havde redet en lang Vej, saa han Nedgangen til Klippehulen, hvor de to ildsprudende Drager holdt Vagt. De havde gult Skind, grønne Kløer og en Hale som alle Regnbuens Farver. Ud af Hulen trængte en tyk, kulsort Røg, og inden Bent var naaet derhen, var han helt blændet af Røgen. Da hørte han en Røst, som raabte: »Giv mig Flasken, saa skal jeg hente Vandet til dig.« Det var Uglen, som han havde hjulpet. Saa snart den havde faaet Flasken, fløj den ned i Hulen og kom snart efter tilbage med den fulde Flaske i sin Klo. Den gav Bent Flasken og sang: »Brave Ridder! Nu er vi kvit! Jeg hjalp dig igen — tivit, tivit!« Da Dronning Guldhaar saa Bent komme tilbage, blev hun meget glad, og hun sagde til ham: »Det er dig, jeg vil have til Husbond, og ikke din Herre, Bliv her, saa vil jeg gøre dig til Konge.« Men nu blev Bent saare bedrøvet, »Ak, Dronning,« sagde han, »skønt jeg synes, I er det dejligste i hele Verden, tør jeg ikke gifte mig med jer, Jeg kan ikke bryde mit Ord til Kongen — sit Løfte skal man holde.« »Saa maa jeg ogsaa holde mit,« sagde skøn Guldhaar og rejste med ham til hans Konge. Brylluppet blev holdt; men den unge Dronning var slet ikke glad, Kun naar Talen kom paa Bent, blev hun oplivet og roste ham paa alle Maader. »Havde han ikke været, var jeg slet ikke kommet her,« sagde hun. Da blev Kongen hadsk paa Bent, for han mærkede nok, at Dronningen holdt mere af Bent end af ham, og