134 FJORTENDE. KAPITEL: Jeg lærer, at Kundskaber er godt, men et bravt Hjerte endnu bedre. Siden Fader Brun den første Gang, jeg omtalte Hr. Remmert, havde ytret sin Mistillid over for ham, nævnte han aldrig mere noget i den Retning. Remmert gav derimod tidt Stikpiller til Bruns, og skønt jeg paa bedste Maade søgte at afværge dem, fik jeg dog efterhaanden den Opfattelse, at det var nogle meget tarvelige Folk, jeg boede hos. Jeg indsaa ikke, Barn som jeg var, at der laa uendelig mere virkelig Finfølelse og Dannelse i Fader Bruns Tavshed end i den andens haanlige Ytringer. Lidt efter lidt begyndte jeg at se mine rare Venner over Hovedet. Naar vi gik og arbejdede sammen i Haven, kunde det hænde sig, at jeg vigtede mig lidt med mine Kundskaber i Plantelære, men der kom jeg til sidst galt af Sted. En Dag gentog Fader Brun flere Gange Navnet »Diklytra«, det er en smuk Blomsterplante, som ogsaa kaldes Hjerteblomst. Men der var en lille Fejl i hans Maade at udtale det latinske Navn paa, og jeg kunde ikke dy mig, men maatte frem med min bedre Viden. »Det hedder ikke Diklytra, men Dielytra,« sagde jeg. »Saa? Nej, der tager du fejl,« mente Fader Brun. »Vi sagde altid Diklytra hos Grevens.« Fader Brun havde i sin Ungdom lært Havebruget hos Gartneren paa et Greveslot, og det var naturligvis hans Stolthed at fortælle om hin Tid, Hvad der blev sagt hos Greven, var for ham ikke til at gendrive,