Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
155
Harpen paa Jorden og begyndte derpaa at synge min
gamle Vise;
»Jeg vandrer om fra By til By,
ak, Hvilen er saa sød;
men jeg maa fremad uden Rast —
jeg synger for mit Brød,«
Ved Lyden af de første Toner for Lise op, og i
hendes søde lille Aasyn malede sig Overraskelse og
Tvivl. Hun stod et Øjeblik stille og knugede sine
Hænder krampagtigt sammen, Læberne var halvt aabne,
Brystet bølgede heftigt, og hun snappede efter Vejret,
som om hun skulde kvæles; men da jeg nu traadte
frem bag Hækken, udbredte hun sine Arme og fløj mig
i Møde med Raabet: »Remi! Remil«
Jeg trykkede hende ind til mig og kyssede hende
utallige Gange, mens hun gentog: »Remi! Remil« Da
rev hun sig pludselig løs og raabte glædestraalende:
»Remi — jeg — jeg taler jo?«
Ja, hun talte! — Doktoren havde sagt, at hun ved
en stærk Sindsbevægelse maaske kunde faa sin Tales
Brug igen. Det var nu hændt, og jeg var Skyld deri;
thi det var Glæden over at se mig, som havde
helbredet hende.
Haand i Haand gik vi ind til Tanten, og det kan nok
være, at hun blev glad, da hun hørte, hvad der var
hændet, Vi blev indbudt til at være der i flere Dage,
og det var en Fryd at høre Lises Røst. Først
stammede hun og søgte om hvert Ord; men lidt efter lidt
gik det bedre, og inden vi tog bort, talte hun næsten
som vi andre. Jeg havde medbragt en stor Dukke til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
