Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
233
FIRE OG TYVENDE KAPITEL,
Fængslet som Tyv!
Vinteren sneg sig hen for os, uden at vore
Udsigter blev lysere. Vor ensomme Stilling mellem de raa
Mennesker og den snavsede, uhumske Bydel, vi boede i,
fremkaldte en Slapsindethed hos mig, som — hvis der
ikke var sket en Ændring — let kunde have fremkaldt
en virkelig Sygdom. Ogsaa Karlo tabte sit straalende
Smil og sine røde Kinder. Han havde ophørt at ville
overtale mig til at forlade Thompsons; men hans Øjne
sagde tidt: »Du er jo gal, at du ikke gør en Ende
paa det og rejser fra det hele.«
Jeg var dog alt for modløs og ulykkelig til at gøre
et saadant Skridt. Skønt jeg i mit inderste Hjerte
ikke troede, at disse Folk var mine Forældre, blev
jeg dog altid skræmt op af den Tanke: »Jamen sæt
de alligevel er det?«
Lige ved Nytaar fik vi et Besøg, som længe
sysselsatte vore Tanker. Først lang Tid efter fik vi
Gaaden løst.
En Morgen bød min Fader os at blive hjemme.
Grunden sagde han naturligvis ikke — vi havde kun
at adlyde ham blindt,
Opad Formiddagen sad vi i vort Værelse, det vil
sige Vognskuret, og talte om, hvorfor vi skulde blive
hjemme, da min Søster stak Hovedet ind ad Døren og
raabte: »Remi, kom over til Fader, Der er en Herre,
som vil se dig.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
