Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
244
vant til at leve paa Krigsfod med Politiet. De havde
kun Medlidenhed med mig, beklagede, at jeg var ble-
ven »nappet«.
FEM OG TYVENDE KAPITEL.
Flugt og Frelse.
Naar man er i Fængsel, har man kun een Tanke,
hvordan man skal slippe ud igen, men her, bag disse
tykke Mure, bag denne Slaa, som jeg hørte Slutteren
lukke omhyggelig, — hvorledes skulde mine Venner, de
to fattige Gøglere, kunne faa mig ud herfra?
Da Slutteren bragte mig noget Mad, begyndte han
at snakke med mig, Han lod til at være en
menneskekærlig Mand og havde vist ondt af mit forpinte Udtryk.
»Hvordan kom du egentlig ind i Kirken?« spurgte
han. »Hvis du vil følge et godt Raad, saa skjul ikke
noget for Dommeren.«
»Jeg har slet ikke været i Kirken,« svarede jeg
hastig og begyndte at forsikre ham om min Uskyldighed.
Men da jeg blev ved med at gentage, at jeg ikke havde
været med i Kirken, trak han paa Skulderen og
mumlede, idet han gik ud af Døren:
»Hvor de er forstokkede, disse londonske
Gadedrenge!«
Det gjorde mig saa ondt, at den venlige Mand
troede, jeg var en Tyv — og det vilde de alle sammen tro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
