Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
255
Fem Minutter efter stod vi ved Indgangen.
Portneren saa først gnaven paa os; men da jeg bad
ham sige, at den lille Remi, Arthurs Ven, var nede,
lod han os gaa ind, og da Tjeneren havde modtaget
Besked, varede det kun et Øjeblik, før Døren gik op
og Arthur fløj mig om Halsen. Han kunde nu gaa
ligesom vi andre og saa rask og glad ud.
»Kom ind, kom ind!« raabte han og trak os ind
til sin Moder, som sad ved Frokostbordet med en
fremmed Herre.
»Er det Remi?« udbrød hun, »min stakkels, lille
Dreng! Gud ske Lov, at du fandt os,«
»Frue! Jeg vilde gerne tale alene med Dem. Jeg
har en Hemmelighed at fortælle Dem,« sagde jeg og
saa hen til Herren, Fru Milligan opfangede mit Blik,
»Det er min Sagfører, Hr. Gray,« svarede hun
smilende, »du kan godt tale i hans Nærværelse.«
»Jeg ved ikke, — er han en god Ven af Dem?«
spurgte jeg.
Den gamle Herre lo.
»Ja, min lille,« sagde han, »jeg er en meget
gammel Ven af Fru Milligan. Jeg har været hendes Faders
Ven og har kendt hende, fra hun var en lillebitte Pige.«
»Det er en anden Sag,« svarede jeg, »saa kan jeg
godt tale, uagtet De er her.«
De lo begge, og Fru Milligan sagde: »Naa, kom
saa frem med din Hemmelighed,«
Nu var altsaa det store Øjeblik kommet; men alt
mit Mod svigtede mig, og det faldt mig først ind, hvad
jeg indtil nu ikke havde skænket en Tanke, at man
maaske ikke vilde tro vor Fortælling. Jeg vidste ikke,
hvad jeg skulde sige, det var, som om Ordene sad fast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
