Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
260
have det rigtig godt Hvor jeg raader, skal ingen
lide Nød og Sult.
Jeg er gift, og gæt med hvem? Med lille Lise, der
nu er en yndig ung Dame, som mine to kære Mødre,
Moder Haller — for hun bor naturligvis stadig hos
os — og Fru Milligan kappes om at forkæle.
Brio er der vel ogsaa? Ja, selvfølgelig! Han er nu
»samle« Brio, men han har en blød, udstoppet Kurv
at hvile sig i, og det kan han trænge til efter at have
brugt sine Ben saa længe.
Et eneste fattes i min Lykke — og hvor stor
Pengenes Magt end er, her kan de ikke hjælpe. Stakkels
gamle Vitalis, stakkels »Herre«! Havde du nu levet,
skulde du ikke have vandret mødig omkring. Den
gamle Landstryger Vitalis havde atter kunnet optage
sit Navn fra fordums Tid. Nu kan alene en smuk
Marmorsten paa Kirkegaarden i Paris vidne, at
»Vittore Balzani, ogsaa kaldet Vitalis, hviler her under
denne Sten, som taknemmelig rejstes ham af det
fattige Barn, mod hvem han handlede som en sand Fader,«
Ja, gamle Vitalis, dig skylder jeg meget — var jeg
som lille Dreng faldet i Hænderne paa en ond,
uhæderlig Mand — hvad var der da bleven af mig?
Maaske en ussel Stakkel, maaske en Forbryder! Dine
Lærdomme, dit hæderlige Eksempel, din Venlighed
gjorde mig til en ærlig Knøs.
Se, der kommer min Moder gaaende hen ad
Havegangen. Alderen har ikke tilintetgjort hendes
Skønhed, og hun staar for mig i Dag, som da jeg første
Gang saa hende paa »Svanen«, hvor hun fuld af
Godhed tog mod de stakkels, sultne Gøglere. Kun er nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
