Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
det forbi med al Selvbeherskelse og Tanke
paa røde Øjne.
Men Moderen klappede hende beroligende
paa Skulderen, i det hun tvang sig til at smile.
Hun græd ikke, Øjnene var kun mere blanke
end ellers, og hun blinkede stærkt,
«Græd ikke, mit Barn, du faar saa ondt i
dit Hoved,» sagde hun rask, men i sin blø-
deste Tone, Marianne greb hendes Haand og
førte den lidenskabelig til sine Læber; denne
lille arbejdsomme, hvide Haand, som aldrig
blev grov af Arbejde, og som aldrig fryg-
tedefdet:
Karl tørrede sig gentagne Gange i Ansigtet,
og det overvejende Udtryk hos ham var Kej-
tethed. Han var saa bevæget — om af Vin
eller Sindsbevægelse er ikke godt at sige —
at det hvide i hans Øjne skinnede saa stærkt,
at han mindede om en farvet Race.
Han indskrænkede sig til at kysse Mari-
anne, han kunde ikke finde paa at sige et Par
passende Ord.
Walter var bleg og oprørt. Han sluttede
Marianne i sine Arme, som om hun havde
været en meget yngre Søster, han tog hende
under Hagen, løftede Ansigtet op og betrag-
tede hende, som om han ikke vilde faa hende
at se i lang, lang Tid.
«Gud give dig Lykke, Marianne!» hviskede
.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
