Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
dæmpet, at det lød, som aandede han kun
Ordene frem uden at behøve at udtale dem.
«Jeg var saa ødelagt af Træthed, da jeg
kom til Tomtø. Eller det var maaske ikke
Træthed, det var maaske Lede, eller Tomhed,
jeg véd det ikke. Jeg havde for meget eller
for lidt af noget. Jeg følte mig ikke i Niveau
med andre Mennesker,. Hele Verden var saa
syg, saa elendig. Jeg ønskede alt vilde dø,
synke bort som en Taage — jeg med — i
evig Glemsel, Søvn, Ro! Det var det eneste.
Jeg væmmedes ved at se, hvordan Menneskene
kunde udholde at leve .. . Leve — naar det
er saa banalt, at det grænser til Ækelhed! .
Men der -var noget her i denne sunde Ens-
formighed, som langsomt gav mig Kræfter igen,
gav mig en Mulighed for at leve. Det var,
som om jeg Dag efter Dag begyndte at faa
en Synsevne igen, jeg havde mistet, det var,
som om jeg uden at mærke det indaandede
en Livslyst, jeg ikke havde kendt i mange Aar.
Det var Følelsen af Hvile, som jeg troede død
’ for længe ’siden hos mig, Alt dette var ikke
rigtig tydeligt for mig, før jeg var borte herfra
og længtes hertil igen. Aa — Fru Marianne
— dette er jo ikke et Hotel, ikke et Værelse,
hvor man blot lukker op for sine Kufferter; det
er et Hjem. Ved De, hvad det vil sige? Her
ligger Trygheden som en Pude over Møblerne,
det er, som-kunde man læne sit Hoved derimod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
