Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
383
«Kære Marianne!» sagde han blot, men
der laa saa megen Inderlighed i hans Toue,
åt«det skar hende 14 Hjærtet, «thi. hun Vidste
med sig selv, at hun havde tilføjet de sidste
Ord blot for at vildlede.
«Hvor det er Synd, at du skulde behøve
at sige mig saadant noget!» tilføjede han i en
selvbebrejdende Tane, i det han stillede sig ved
Siden af hende og sagte glattede hendes Haar.
«Du maa jo tro, jeg er saa grov en Natur, at
jeg ikke er i Stand til at forstaa dig. Men
dette jes tikker Det vartvel Styrken af min
egen Glæde, som bragte mig til at tvivle paa
din, da jeg saa’ dig saa nedslaaet . . .. Nej,
jeg skal ikke misforstaa dig, Jeg vil ikke, at du
skal synes, jeg er raa,» — han bøjede sig ned
og kyssede hende paa Panden — «og endnu
værre vilde det være, om han skulde komme
til at synes det. Derfor skal du opdrage mig,
medens det er Tid. Jeg er vist grumme for-
sømt, men jeg skal nok være lærenem.»
Han saa’ ned paa hende med en halvt
vemodig, halvt skælmsk Mine, Der kom noget
saa ubeskrivelig indtagende over ham, men hun
foragtede næsten sig selv, fordi hun bemærkede
det. Hun væmmedes ved sig selv. Snart den
ene og snart den anden! Var hun ikke et
Afskum?
Bevidstheden om hendes Skyld faldt ned
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
