Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
ligesom mættet af Sommer. Marianne syntes,
at hun med hvert eneste Aandedræt indsugede
en Følelse af sin egen Ungdom. Hun sænkede
Blikket. Der laa et straalende Solskin over
alt, det funklede og glitrede paa hver eneste
Gren, fra hvert eneste dugbesprængt lille Græs-
straa.
«Børje,» sagde hun med aandeløs For-
bavselse, «hvor det er herligt i Dag, hvilket
Vejr!»
«Saadan har det været hver’eneste Morgen
hele den sidste-Uge,» svarede han i sin rolige
Tone. Og saa saa’ han paa hende, han syntes
det var morsomt, at hun var staaet op saa
tidlig. Han kunde ikke udstaa at drive i Sen-
gen om Morgenen.
Og medens han nu stod der og saa” paa
hende, var det, som om han havde opdaget
noget ganske nyt! — en vis Forandring, som
han ikke havde lagt Mærke til. før. Hendes
Kinders Farve var frisk, og Øjnene havde en
straalende, blaaagtig Emaille, saadan som man
ser hos Børn.
Han stod paa Stenbroen, og hun paa
Trappen, lige ved Siden af ham. Han greb
hendes Hænder og trak dem til sig, saa hun
blev tvungen til at læne sig ind til ham.
«Marianne,» hviskede han, ligesom skam-
fuld over sin egen Henrykkelse, «er det ikke
stort og rigt at leve? — at føle, hvordan Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
