Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
399
sinn Æsel
Stormen, som bruste i Afstand, kom nærmere,
hvinede gennem de nøgne Træer der ude,
raslede med deres tørre Løv og slog paa
Ruden med en Gren af Espalieret. Det var
saa mørkt, at hun ikke kunde se en Haand
for sig, ikke engang skimte Vinduesaabningerne.
Hvilken. Storm! Hun syntes aldrig at have
hørt noget saa underligt. Nu drog Vinden
bort med en aftagende Susen; det var, som
om alt holdt op at trække Vejret. Saa atter
et Vindstød, som med et Vræl fløj ned i
Skorstenen ; og saa Stormen igen, stor og
mægtig, brusende frem over Sletten, krym-
pende sig sammen mellem Parkens Træer som
et Uhyre, der sniger sig frem — og saa med
et eneste Spring mod Ruderne trykkende sig
flad derimod og pustende paa dem med sit
tunge Aandedræt.
Marianne grebes af Angst. Hun kunde
ikke komme til Mennesker uden at løbe igen-
nem to Værelser, og det turde hun ikke,
Mørket stod og gabede imod hende rundt
omkring, og det knagede i Sparreværket over
hendes Hoved, som om stærke Arme greb fat
i Huset for at ryste det omkuld. Og hvad
var det for en Lyd, hun havde hørt? Tys ...
der var den igen! Et Slag, som en Klokkes
Klemten, uendelig langt i det tjærne, baaret
nærmere af Stormen. Aa — Klokken! Skibs-
klokken der ude! Hun havde nær udstødt et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
