Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
«Ikke nu.»
Der laa kold Uvilje i Tonen; ikke Vrede.
Hun var for ussel at vredes paa.
«Kan det aldrig, aldrig gaa over?»
«Giv mig Tid.»
Det kom saa stift og koldt og følesløst,
at selv den mindste lille Forhaabningens Spire
maatte fryse ihjel derved. Og dog maatte
dette udholdes, bæres. Taarer havde hun ingen
af, blot en smertende, knugende Fornemmelse
om Struben.
Hun sad stille paa Stolen og vred sine
Hænder.
Hun turde ikke tale mere. Hvad skulde
hun sige? Hun elskede ham. Hans Haand
bød over Liv og Død.
Tavsheden blev lang.… For hendes Skyld
kunde den have varet en Evighed., Hun be-
fandt sig i en aandelig Stivkrampe. Hun havde
ikke Evne til at tænke, havde heller ingen
Følelser mere. Alt havde samlet sig i -en
eneste stor, død Haabløshed.
Mekanisk sad hun og saa’ paa ham. Hver
Fold paa hans Klæder, hver Ubetydelighed
paa hans Person ætsedes ind i hendes Sjæl;
skærende, skarpt. Hele hendes ’Liv var som
udslettet; der fandtes kun det Øjeblik, som var.
Det forbigangne,- det tilkommende — alt var
borte. Hun og han — andet fandtes der ikke.
Hun saa” paa hans venstre Haand, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
