Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442
Jo, det var Marianne! Saa forbløffet var Børje
Olessen ikke bleven i hele sit Liv. Marianne
traadte og lod Skytten gaa frem og tilbage
med en Sikkerhed, som fyldte Åbosønnens
Hjærte med en ligefrem vanvittig Henrykkelse.
Om det havde været Mo’er selv, kunde det
ikke være gaaet mere taktfast. Hvor ihærdig
maatte hun ikke have arbejdet! Først blev
han saa glad, men saa kom alle de gamle,
uvenlige Tanker igen. Akkurat, som om det
skulde være for at fornøje ham, at hun havde
lært at væve! Pyt! Et Indfald. Hun trængte
til Afveksling. Og nu var der ikke andet for
Haanden.
Han vilde ikke for alt i Verden lade hende
mærke, at han havde sét noget og listede sig
derfor bort igen, samme Vej han var kommen.
Men han kunde alligevel ikke lade være med
at være en Smule nysgerrig. Hvem havde lært
hende det? Hvordan havde hun dog haft
Taalmodighed dertil? Og naar han gik om-
kring paa Marken, hændtes det stundum, at
han syntes at se Marianne for sig, rødmusset
af Anstrængelse, stærk, med Haaret en Smule
i Uorden og Blikket saa fast fæstet paa det,
hun havde for, som om Alverdens Vel beroede
paa, at Arbejdet blev godt.
Han tænkte paa, hvad Mo’er vilde have
ment, om hun havde faaet hende at se saadan.
Det vilde just have været efter Mo”ers Smag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
