Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Grønland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
Det er dog ikke tilfældet. Grønlænderen selv har en overtroisk rædsel
for indlandsisen; der hører hans onde aander, hans dødninger, hans
spøgelser og skygger (tarajuatsiak), hans trolde (timersek’er og
erkiliker), hans indlandsis-mennesker, som antages dobbelt saa høie
som almindelige mennesker, og en hel del andre overnaturlige væsener
hjemme. Desuden hvad skulde han der? Hans liv er en uafbrudt
kamp for føden, og paa indlandsisen er ingen hval eller sæl, paa
indlandsisen er ingen ren eller rype, der er overhovedet intet
madnyttigt liv, den er en livløs ørken.
Det er derfor ikke at undres paa, at ikke grønlænderne selv har
noget nærmere kjendskab til indlandsisen; indtil for faa aar siden
vidste heller intet andet menneske noget sikkert om den.
Det er dog tydeligt, at vore forfædre har kjendt landets
beskaffenhed ganske godt; thi i Kongespeilet heder det: »Men da, som du
spurgte, om landet er frit for is eller ikke, eller om det
er dækket af is, som havet, da skal du det vist vide, at det
er en liden del af landet, hvor der er bart for is, men alt
det øvrige er dækket af is.«
Men denne kundskab om landets indre var i ethvert fald tabt
i tidens løb og havde givet plads for de mest eventyrlige forestillinger
derom, hvilende paa alt andet end virkelige iagttagelser.
Den første, vi ved om, som virkelig voved sig op paa
indlandsisen (der var allerede i 1728 gjort et forgjæves forsøg af major Hans
Enevold Paars), rigtignok blot paa kanten af den, var en dansk
kjøbmand Lars Dalager, bosat i Frederikshaabs koloni i Sydgrønland.
Han gik i september 1752 et par mil ind over indlandsisen sammen
med en grønlænder med datter samt tre unge ugifte eskimoer. De
frøs forskrækkelig den sidste nat og maatte vende om af mangel paa
proviant, og fordi deres skotøi var gaaet istykker paa marschen. Dalager
saa fra et høit opstikkende fjeld (en saakaldt »nunatak«) fra randen
af indlandsisen, hvordan den danned en jevn sne- og ismark
indover, saa langt lian kunde se. Han ansaa det umuligt, at noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
