Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Eva Nansen. Et mislykket interview. Ved Nordahl Rolfsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
»Dette er min eneste trøst.« Men Liv blev ved at ramskrige, for
hun vilde have en saks til at klippe bordteppet over med, og fru
Eva sagde grætten: »Isj, hvor ekkel du er, Liv!« Og Liv blev
halet ud. Jeg var konfus; men jeg sagde bevæget: »Ja, jeg ved,
hun er Deres eneste trøst.«
Da lo hun mig himmelhøit op i ansigtet: »Liv var jo slet ikke
hjemme den dagen.«
»Da intervieweren var her?«
»Hun var jo slet ikke hjemme.«
Jeg stod og tygged paa blyanten og buste saa ud: om hun
vilde fortælle lidt om Nansen.
»Nansen? Jeg kjender ikke Nansen.«
Men der for et eget glimt over øinene, et glimt som af sol i
regnfyklt luft.
Jeg noterte det fornøiet.
Om de ikke havde skrevet til hverandre?
»Nansen skriver ikke gjerne.«
Men nogen ganger har han vel?
Jo nogen ganger trodde hun nok.
Om der stod noget af almen interesse?
»Nei, vi skriver ikke saadant.«
Pause. Jeg gik og glodde sløvt paa billederne.
Jeg stansed dybt inde i en krog foran et, — et vakkert billede efter
en engelsk mester. Det er den skikkelse, som staar her ved siden af.
Haabet staar der under. Det er en kvinde; hun sidder ligesom og
rider paa jordkuglen, hendes øine er tilbundet, men nedenfor bindet
er ansigtet gjennemskinnet af lys.
Og det var just i de dage, da Nansens navn fløi over denne
samme jordkugle; den mystiske efterretning var kommet, at han
havde naaet nordpolen og opdaget nyt land. Men ingen vidste
noget. Og over hele den civiliserede del af denne kugle sagde
kvinderne til hverandre: »Hvorledes mon fru Nansen har det?«
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
