Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Baron E. von Toll og den Nansenske nordpolsekspedition
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
tødde sne kunde der ikke være tale om at kjøre, men man maatte
gaa tilfods. Schileiko gik paa jagt og fældte en isbjørn, hvis kjød
skaffed hundene erstatning for den mangel, som de hidtil havde
maattet underkaste sig.
Saaledes kom man da tilbage til Urassalach. »Imidlertid
havde Ovandje istedenfor tre dage været otte dage alene, da Maxim
for snestorm ikke havde kunnet vende tilbage tidligere end vi. Paa
den gamle Ovandje havde denne uvante ensomhed og dertil en ikke
ugrundet, om end for os europæere uforstaaelig frygt for isbjørn
virket forfærdelig. Han var rent ukj endelig og saa ud, som han skulde
være taget ud af ligkisten. Og som et tankeløst vildmandsbarn
havde han ladet sin harme gaa ud over mig, lordi jeg havde ladet ham
efter, endda han selv havde bedt om det, saasom han holdt arbeidet
i huset ved Urassalach for mageligere end at drage videre.
Efterhvert kom han sig dog igjen, og under Djergilis paavirkning kom
han snart til fornuft. Flere gange bad han da om forladelse for,
at han havde været saa urimelig at lægge skylden for sin vanskjæbne
paa mig og anklaget mig for at have været ligegyldig mod ham.«
»Schileiko havde kjøbt sit jagtheld dyrt: hans øine, som havde
været angrebet allerede ved Stan Durnowa, lukked sig dagen efter
vor ankomst til Urassalach; han kunde ikke mere faa dem op og
led forfærdelige smerter. Det var meget tungt for mig at se min
kamerat lide af denne pinefulde sneblindhed med bevidstheden om
selv at have begaaet en feil. Jeg liavde nemlig i Aidschergaidach
taget ud af reiseapoteket smaa portioner af alle vigtige medikamenter
til at tage med paa veien, saaledes ogsaa af atropindraaberne. Men
af dem liavde jeg heldt for meget paa et lidet glas, saa at dette
sprang, da vædsken frøs, og jeg maatte kaste det bort. Det eneste
middel, som jeg endnu havde hos mig, var sublimat. Men det var
gaaet mig af minde, hvor stor tilsætning der hørte til en opløsning
til dette brug. En øienlæge og ven af mig i St. Petersburg havde
nok nævnt dette til mig i aaret 1884, men siden liavde jeg ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
