Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
Chr. Knudsen m. fl. efterhvert indvendt: For det første vilde man,
som der syntes at ville hevdes, ikke modtage nogen «gave» fra
brugseierne, og saameget mindre dette som den forlangte valuta
vistnok var særdeles god betaling. Fremdeles burde forsoningen
heller ikke kjøbes for enhver pris, selv om der var fordele ved den.
Naar der dertil var hevdet, at man ved forliget ikke burde tåge
hensyn til eller spille nogen rolle, hvad den anden part vandt, men
bare hvad man selv vandt, saa var dette udenfor enhver forretnings
messighed i handel al verden over, og saameget mer her som brugs
eiernes fordele vistnok maatte være betydelige. — Med hensyn til
byens afgift, de 2 kr. for hver installert hestekraft, saa var altsaa
dette en evigvarende afgift, og nåar der modsvarende denne af
brugseierne skulde opføres en dam ved Skjærsjøen, saa var dette
jo ikke engang sikkert, at den overhodet kom til at opføres. De
200 000 kr., som den vilde koste, kunde, blev der nemlig krevet,
anvendes til andre foranstaltninger efter brugseiernes eget forgodt
befindende. Men hvilke? Kanske byen kunde have betalt for disse
tidligere. Hvorfor ikke nevne dem. Mon det alligevel ikke var
det bedste at gaa til høiesteret fremfor forliget. Sikrere
kunde man da ogsaa undgaa nye vanskeligheder. Brugseierne var
vel heller ikke saa sikre i sin sag, de vilde vel kanske i sit stille
sind helst undgaa at gaa til doms. Muligens havde byen allerede
fra før af, i kontrakten af 1899, de fordele, som byen nu skulde
kjøbe. Brugseierne selv ofret ikke en øres verdi, led intet tab,
bragte intet offer, men deres vinding var vistnok nøie udregnet af
dem. Vandkraften, som byen skulde betale afgift af, var byens
egen før. Vi havde betalt den i 1899 til drikkevand. Byen vilde
bare nu benytte den paa en lidt anden maade til drivkraft. Der
maatte derunder udtrykkelig tåges ind i kontrakten, at hvis vi ikke
brugte våndet, saa vilde vi ikke betale afgiften. Men det var over
hodet bedst, at byen selv betalte de 200 000 kr. for dammen og
ikke nogen aarlig afgift. Men hvorfor skulde Kristiania
overhodet gaa ind paa noget forlig. Dette havde fra
byens side bare liden interesse. Naar vi senere fik kraft fra Kyk
kelsrud og udbygget Halfred—Solbergfoss, vilde der gaa mangfol
dige aar, før vi fik brug for fordelene ved forliget og kanske aldrig.
Skulde vi trenge kraften til jernbanedrift, var det bare, at staten
gik til expropriation. Til topdrift, som der var talt om, kunde der
mindst ligesaa fordelagtig bruges damp, hvorfor da gaa med paa en
unødig udgift til vand. Byen havde 2 gange før, i 1885 og i 1899,
sluttet overenskomster med brugseierne, som selv gode høiremend
havde været oprørte over. «Hvorfor», er der saaledes udtalt fra
dette hold (Heftye), «skal byen til en kreds af privatmend udbetale
en stor sum penge, som af modtageren skal afleveres som et fond
og eventuelt bruges til noget saa übestemt, og byens vandforsyning
uvedkommende som Nordmarkens og Akerselvens regulering, og
dette dertil akcepteres af byens ingeniørvesen som en fordel for
byen, det er uforstaaelig. » I forslaget saaes ogsaa, at brugseierne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
