- Project Runeberg -  Fyrst Nekliudoff : fortælling /
102

(1889) [MARC] Author: Leo Tolstoy Translator: Holger Sinding, Ely Halpérine-Kaminsky - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. I udlandet - Uddrag af fyrst Nekliudoffs dagbog

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

102
sin følelse af at være sangeren saa uendelig over
legen i social stilling, paa ingensomhelst maade
følte sig krænket over at skulle servere os, men
at det tvertimod morede kam.
»Almindelig vin formodentlig?« sa kan med
kjendermine, knek øinene sammen, gjorde en stum
hentydning paa min gjæst og førte servietten over
fra den ene kaand til den anden.
» Champagne og af den allerkedste,« sa jeg
og la an mit vigtigste og mest majestætiske aasyn.
Men kverken ckampagnen eller min overmodige
tone imponerede paa opvarteren. Han smilte, blev
nogle øieblikke staaencle for at betragte os, drog
op sit guldukr, stak det atter i lommen og gik
ganske mageligt ud. Et øieblik efter kom kan
tilbage med champagnen, fulgt af to andre op
vartere.
Begge disse såtte sig ned ved siden af skylle
pigen og beskuede os med den samme smilende vel
vilje, som forældre, nåar barna morer sig med en
eller anden taabeligkecl. Den eneste, som saa paa
os med en sympati, hvori der ikke indblandedes
tegn til spot, var den pukkelryggede pige. Til
trods for, at jeg følte mig yderst übekageligt be
rørt af de øine, som opvarterne kastede paa os,
såtte jeg alligevel op elet muntreste ansigt,_ det
bare var mig muligt, for at faa sangeren til at
drikke og faa munden paa glid hos ham. Jeg
kunde nu, da der var lyst omkring os, betragte
ham nøiere. Det var en ganske liden fyr, under
sætsig, næsten en dverg. Han kavde kort, sort,
stridt håar, store, brune øine uden øienbryn og
velformede læber meel rynker i mundkrogene. Han
bar smaa, sorte bakkenbarter. Han var daarkgt
klædt og det sortsmuskede ansigt gav mdtryk af,
at manden led nød. Man kunde i virkeligheden

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 03:37:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fyrstnek/0106.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free