Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
udøve en høi Grad af Fortryllelse paa Enhver, der mødte
hende, og hvad var nu naturligere end, at Digteren, der
havde kjendt hende og maaske bøiet sig mod hende i
forelsket Beundring, blev vakt til Stemning ved at see denne
Steen, der staaer og græder under hendes Navn, og følte
sig drevet til at skrive et Digt? Men nu viser Forskjellen
sig. Den sættende Phantasi har kun med den Stemning at
gjøre, hvori hendes Billede lever, og Bugten ved Taarbek,
den skovklædte Pynt, Kilden selv bryder han sig kun om,
forsaavidt det er denne Stemning, der glittrer paa Bølgerne,
sukker tnellem Løvet og hvisker i Kilden; i og for sig selv
ere Orngivelserne ham ligegyldige. Den beskrivende
Phantast er derimod anderledes omhyggelig. Den begynder strax
at tegne det Udvortes. Der ligger Hveen, der Kjøbenhavn,
Charlottenlund, Bernstoff, Dyrehaven, hele Raden rundt og
i Midten af disse Perler ligger selve Diamanten: Emilies
Kilde. Om hver Enkelt siges der noget Smukt; ved
Dyrehaven mindes Diana og de kongelige Dyr, ved Bernstoff
dets berømte Beboer, ved Kongestaden den kongelige Torden
og Lynild, hvormed menes Kanonerne paa Volden, og endelig
seer Digteren paa selve Skrænten Flora gaae med sin
Balsombøsse og smøre Blomsterne over med en Salve, saa at
de lugte derefter en heel Dag. Alt er topographisk rigtigt
og tydeligt; man kjender godt Stedet igjen. Og Alt er
smukt og festligt pyntet med Allegoriens og den gamle
Mythologies Pragtklæder. Men hvor er Stemningen blevet
af? Ingensteds viser Digteren os, at den Steen, der staaer,
er en Livsyttring af Noget, som rører sig med Magt i
Livet, og ingensteds viser han os, at al denne Skjønhed,
han maler, udstraaler af en Stemning i ham selv, en
Stetnning, i hvilken en Ide slog sit Øie op og saae paa
ham, thi det forstaaer han ikke. Endnu værre gaaer det
den beskrivende Phantasi, naar den skal til at digte Dramaer,
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
